Barfredshøj

Moderne erhverv på historisk herregård

Godt en kilometer nord for Gjeddesdal Gods ligger Barfredshøj Herregård. Gården blev anlagt i begyndelsen af 1800-tallet på jord udstykket fra Gjeddesdal Gods og har gennem tiden været en stor landbrugsbedrift og arbejdsplads for mange mennesker. Barfredshøj Herregård udgør sammen med Gjeddesdal og Benzonsdal et unikt, sammenhængende herregårdslandskab. Herregårdene er placeret i et stort, åbent, fladt og meget frugtbart landskab, som i dag er delvist fredet. 

I dag er Barfredshøj igen en del af Gjeddesdal Gods A/S og stadig fuld af liv. Den smukke, fredede hovedbygning fra 1848, tegnet af arkitekt G.F. Hetsch, huser designvirksomheden FLEYE, som designer, producerer og distribuerer briller. De tidligere stald- og driftsbygninger rummer både erhvervs- og boliglejemål, mens dele fortsat bruges i forbindelse med landbrugsdriften. Besøger man den smukke ejendom, ankommer man ad den fredede Rønnebær Allé. Alléen bugter sig gennem landskabet og fører op til ejendommen, der ligger herskabeligt omgivet af det karakteristiske herregårdslandskab. I området findes flere historiske landarbejderhuse. Særligt de såkaldte Ko-huse kan dateres tilbage til midten af 1700-tallet og er dermed ældre end Barfredshøj.

Barfredshøjs historie

Historien om Barfredshøj begynder i starten af 1800-tallet, hvor Gjeddesdals daværende ejer, Jens Lauritz Barfred, anlagde en ny gård nord for godset. Den fik navnet Barfredshøj efter ham selv. Det firlængede gårdanlæg blev opført i 1819, og året efter blev Barfredshøj udskilt som selvstændig ejendom og overdraget til sønnen Frederik Mathias Barfred. 

1820-1908:  Ny hovedbygning og grønne anlæg

Igennem 1800-tallet skiftede Barfredshøj hænder flere gange. I 1848 fik Barfredshøj en ny hovedbygning, som stadig står i dag. Den blev tegnet i nyklassicistisk stil af G.F. Hetsch, en af tidens toneangivende arkitekter, som blandt andet stod bag Synagogen i Krystalgade og Sankt Ansgars Kirke i Bredgade i København. Der blev anlagt frugt- og blomsterhave, køkkenhave, fiskedamme og en park i engelsk stil. Hovedbygningen blev senere fredet og står i dag som det tydeligste spor efter 1800-tallets Barfredshøj.

1908-1961: En stor arbejdsplads

I 1908 overtog Christen og Paula Hansen den noget nedslidte Barfredshøj og satte gennem de følgende årtier gården i stand og udviklede landbruget. Barfredshøj var ikke bare familiens hjem, men en stor arbejdsplads med blandt andre forvalter, fodermester og landvæsenselever.

Barfredshøjlejren

Under Første Verdenskrig blev en del af Barfredshøjs jord taget i brug af Forsvaret. I 1916-17 opførte man en baraklejr med plads til omkring 1.100 soldater som en del af forsvaret af København og forsvarsværket “Tunestillingen”. Der var derfor behov for indkvartering af soldater i området. Også Grevelejren blev etableret i samme periode. Efter krigen blev lejren blandt andet brugt til hjemvendende britiske krigsfanger, inden den blev nedlagt. Mange af de nedrevne materialer kom flere af Torslundeborgerne til gode, da de i stor udstrækning fik materialer til udbedring af deres boliger stort set uden en krone. 

1961-1989: Fra kvæg- til planteavl

I 1961 stod landbruget over for et skifte. Mekaniseringen af markarbejdet tog fart, og den 79-årige Christen Hansen valgte at omlægge landbruget fra kvægavl til planteavl. 

1989-i dag: En del af Gjeddesdal Gods

I 1989 købte Nymann-familien (ejerne af Gjeddesdal Gods) Barfredshøj. Dermed blev gården efter omkring 170 år igen knyttet til Gjeddesdal Gods.

Under Nymann-familien blev Barfredshøj gradvist udviklet fra en traditionel landbrugsejendom til en ejendom med moderne udlejningslokaler. Bygningerne blev moderniseret og indrettet til erhvervslokaler og enkelte private boliger. Renoveringsarbejdet pågår stadig, og i disse år gennemføres en større istandsættelse af tagene på de gamle længer. 

I 2000 rykkede designvirksomheden FLEYE ind i hovedbygningen og dele af længerne. I dag rummer Barfredshøj både erhvervs- og boliglejemål samt faciliteter til landbrugsdrift, og der er fortsat masser af liv i og omkring ejendommen og det særlige, skønne herregård-kulturlandskab. 

mere om barfredshøj

Læs mere i bogen Minder fra Barfredshøj

Vil du vide mere om Barfredshøjs historie, kan du læse bogen Minder fra Barfredshøj – en proprietærgård på Vestegnen, skrevet af Mie Bernhagen, som voksede op på gården som datter af gårdens forvalter. Bogen samler erindringer fra tidligere beboere, ansatte og deres familier og tegner et levende billede af hverdagen på gården gennem generationer. 

Minder fra Barfredshøj koster 85 kr. plus forsendelse og kan bestilles hos forfatteren ved at sende en mail til miebernhagen@gmail.com.

Ejerhistorik

(1810-1820)  Jens Lauritz Barfred

(1820-1829)  Jens Lauritz Barfreds konkursbo

(1829-1838)  Adolph Carl Peter Callisen

(1838-1882)  Carl Frederik August Petersen

(1882-1885)  Peter Henning Dorph-Petersen (søn) / Jens Frederik Sigfred Dorph-Petersen (bror) / Hartvig Conrad Frantz von Barner (svoger)

(1885-1899)  Peter Henning Dorph-Petersen / Jens Frederik Sigfred Dorph-Petersen

(1899-1908)  Peter Henning Dorph-Petersen

(1908-1972)  Christen Hansen

(1972-1978)  Alfred Poulsen-Hansen (søn) / Peder Gerhardt Poulsen-Hansen (bror)

(1978-1989)  Peder Gerhardt Poulsen-Hansen / Lars Poulsen-Hansen (søn) / Svend Poulsen-Hansen (bror) / Per Poulsen.  -Hansen (bror) 

(1989)  Søren Nymann

(2019-)  Gjeddesdal Gods ApS v/Søren Nymann m.fl.