En moderne udlejningsvirksomhed i historiske rammer
I dag er udlejning af erhvervslokaler og private boliger omdrejningspunktet for driften af Gjeddesdal Gods og naboejendommen Barfredshøj Herregård.
De historiske driftsbygninger er gennem årene renoveret og indrettet til moderne virksomhedsdrift, og Erhvervsgården huser i dag mere end 40 virksomheder inden for blandt andet produktion, lager, design og distribution. Her findes lokaler til lager, produktion, værksted og kontor midt i et historisk herregårdslandskab med de store vidder, remiserne, dyrevildtet, levende hegn, beplantninger og stengærderne. Ud over erhvervslejemål rummer Gjeddesdal Gods også private boliger, mens de omkringliggende landbrugsarealer dyrkes af en forpagter.
Gjeddesdal Gods drives af Søren og Helena Nymann, som bor i hovedbygningen på godset. Nedenfor kan du læse mere om de værdier og ambitioner, der ligger til grund for driften af Gjeddesdal Gods.
Vision
Gjeddesdal Gods har gennem flere hundrede år været arbejdsplads, virksomhed og en aktiv del af egnens udvikling. Som ejere af godset har vi et ansvar for at fortsætte den tradition, så godset forbliver relevant i fremtiden. Det indebærer at drive en sund forretning, se nye muligheder og skabe gode vilkår for de mennesker og virksomheder, der har deres hverdag her.
En sund og fremsynet forretning
Produktivitet, rentabilitet og kvalitet har gennem generationer været grundlæggende principper for driften af Gjeddesdal Gods. Tidligere var de tæt knyttet til landbruget. I dag er erhvervs- og boligudlejning omdrejningspunktet for forretningen, men principperne er de samme. En veldrevet og sund forretning gør det muligt at investere i ejendommene, vedligeholde bygningerne og udvikle Gjeddesdal Gods i et langsigtet perspektiv.
En tradition for innovation
Nytænkning har altid været en central del af forretningsdriften på Gjeddesdal Gods. Engang handlede det om nye metoder inden for landbrug og mejeridrift. I dag handler det om at skabe de bedst mulige forhold for det erhvervsliv, der nu er den afgørende drivkraft for egnens økonomi og udvikling. For os betyder det blandt andet at lytte til lejernes behov, udvikle faciliteterne og engagere os i de politiske rammevilkår, der har betydning for det lokale erhvervsliv.
Kulturarven og naturen skal gives videre
Gjeddesdal Gods og Barfredshøj Herregård rummer både en kulturhistorie og et landskab, som vi har ansvar for at passe på. Det gælder de historiske bygninger, men også marker, skove, parker, alléer, søer og levende hegn. Målet er ikke kun at bevare stedet som et minde om fortiden, men også at sikre, at både bygninger og natur fortsat har værdi og funktion i fremtiden. Derfor vedligeholder og udvikler vi ejendommene med respekt for deres historie og plejer naturarealerne med fokus på biodiversitet og gode levesteder for vildt, fugle, insekter og planter.